Hvilke godbidder er bedst til træning?
Share
Som ny hundeejer kan det være svært at finde ud af, hvilke godbidder der fungerer bedst til hundetræning. Hylderne er fyldt med forskellige muligheder, og det kan være fristende at tro, at der findes én godbid, som passer til alle hunde.
Det gør der ikke.
Den bedste træningsgodbid afhænger både af din hund, den træning du laver, og omgivelserne omkring jer.
Vælg bløde godbidder til træning
Når du træner din hund, vil du gerne kunne belønne hurtigt. Derfor er bløde godbidder ofte et rigtig godt valg.
Bløde godbidder kan spises på få sekunder, så hunden hurtigt er klar til næste øvelse og kan arbejde fokuseret videre uden unødige afbrydelser. Hvis hunden skal bruge lang tid på at tygge belønningen, risikerer du at afbryde træningen og miste hundens fokus.
Små og bløde godbidder fungerer derfor ofte bedst til træning. Som afslutning på en øvelse kan du dog også vælge en større godbid som ekstra belønning.
Ikke alle belønninger er lige meget værd
Prøv at tænke på godbidder som løn, og overvej om du selv ville arbejde uden løn.
Hvis du fik den samme løn uanset opgaven, ville nogle opgaver nok føles mindre motiverende end andre. Det samme gælder mange hunde.
Derfor kan det være en fordel at have flere typer godbidder med til træning:
- Lav værdi til nemme øvelser, som hunden allerede kan.
- Mellem værdi til almindelig træning.
- Høj værdi til svære øvelser, situationer med mange forstyrrelser eller når der er behov for ekstra motivation.
For nogle hunde er tørfoder fra Platinum nok som belønning. Andre arbejder langt bedre for bløde godbidder, der er skåret ud af godbidspølser.
Træningsstedet har betydning
En godbid, der fungerer perfekt hjemme i stuen, er ikke nødvendigvis spændende nok på træningspladsen, i hundeskoven eller på gåturen.
Jo flere forstyrrelser der er omkring hunden, desto mere attraktiv skal belønningen ofte være.
Hvis din hund har svært ved at fokusere på træningspladsen, kan det derfor være værd at prøve nogle mere værdifulde godbidder. Godbidder er dog ikke et quick fix. De er et redskab, der hjælper dig med at nå målet med træningen.
Lær din hund at kende
Noget af det vigtigste er at finde ud af, hvad netop din hund synes er spændende.
Nogle hunde elsker små bløde godbidder. Andre vil hellere arbejde for tørret kød eller legetøj. Der findes ikke ét rigtigt svar.
Prøv dig frem med forskellige typer belønninger og læg mærke til, hvad der får din hund til at arbejde med størst glæde og engagement.
Selv den bedste godbid mister værdi, hvis belønningen kommer for sent. Derfor er det vigtigt at belønne hunden på det rigtige tidspunkt, så den forstår, hvad den bliver belønnet for.
Kort fortalt
De bedste træningsgodbidder er ofte:
- Små og bløde
- Nemme at spise hurtigt
- Tilpasset hundens præferencer
- Tilpasset sværhedsgraden af træningen
- Spændende nok til det miljø, I træner i
Husk, at den bedste godbid er den, som motiverer netop din hund til at lære og samarbejde med dig.